Få styr på dine låneomkostninger og nedbring din din gæld

marts 8, 20170

Billede

Artikel bragt i SN Medier, April 2016

Hver fjerde uge bringer vi råd og tips til, hvordan du får mere ud af din økonomi, når du investerer og sparer op. Råd og tips er leveret i samarbejde med FinansPlan. I denne uge kigger vi på “Afdragsfrie realkreditlån”.
​​

Har du styr på dine låneomkostninger?
En stor andel af danske boligejere er indehavere af et eller flere afdragsfri realkreditlån. I tillæg hertil er det heller ikke unormalt, at have andre lån f.eks. bil- eller bank lån, kassekredit eller lignende. For den enkelte husstands privatøkonomi, er der penge at spare ved at have en optimal plan for rækkefølgen, hvorpå forskellige lån afvikles, og derved reducere de samlede låneomkostninger.

I denne artikel kigger vi på, hvilke ting du skal være opmærksom på, hvis du sidder med et eller flere afdragsfrie boliglån, og giver en tommelfingerregel for, hvordan du børe prioritere afviklingen af dine lån.

Boligvurdering og bidragssatser
Er du blandt de mange der har finansieret din bolig gennem et afdragsfrit boliglån, og er du tæt på udløbet for lånets afdragsfrihed, står du overfor tre muligheder:

  1. At starte med af afdrage din bolig gennem en højere månedlige ydelse i resten af lånets løbetid
  2. At optage et nyt lån med afdragsfrihed
  3. At få foretaget en ny vurdering af din bolig. Er boligvurderingen steget i forhold til dengang det oprindelige lån blev optaget, er der mulighed for at bringe  den årlige omkostning til bidragssatsen ned.

Det er sådan, at bidragssatsen på afdragsfrie lån er høj for den andel af lånet der udgør 60-80% af ejendommen værdi. Og i et marked med stigende boligpriser, som vi har oplevet de senere år, vil en højere boligvurdering kunne bringe din låneandel forholdsmæssigt ned og derved sænke omkostninger til bidragssatsen.

En ny vurdering af din bolig kan du få ved at kontakte dit realkreditinstitut. Fra tid til anden oplever vi, at kundens eget realkreditinstitut ikke har interesse i, at foretage en ny vurdering, da de herved risikerer at tabe indtjening på dig som kunde. I dette tilfælde er det altid en god idé, at forhøre sig hos konkurrenterne, som med sikkerhed har interesse i, at få dig som kunde. Og giv dig endelig tid til at indhente 2-3 vurderinger, da disser kan variere med op til 10%.

Tag den dyreste gæld væk først
Ved afvikling af dit boliglån er muligt at opdele dit boliglån i forskellige lånetyper, der tager hensyn til bidragssatserne ved hhv. 60% og 80%, som giver dig en økonomisk fordel, når du skal afdrage på gælden i din bolig.

Allerførst gælder det altid, at afskaffe den dyreste gæld først. Typisk banklån, billån, kassekredit som har en højere renteomkostning end boliglån via realkreditinstitutterne.

Med den af vejen, gælder det om at inddele sine boliglån i forhold til belåningsgraden på hhv. 60% og 80%. Som omtalt tidligere, er bidragssatsen høj for afdragsfri lån mellem 60-80% og relativt lavere fra 0-60%.

Derfor er tommelfingerreglen, at indrette sit boliglån i to dele, såfremt du belåner din bolig med de tilladte 80%. Op til 60% bør du optage et afdragsfrit lån. Herved opnår du den laveste ydelse til et acceptabelt omkostningsniveau. Fra 60-80% bør du optage et fastforrentet lån med afdrag, som har en billigere bidragssats end variabelt forrentet lån og, som sikrer at du afdrager den dyreste del af din gæld hurtigst muligt.


I sidste ende handler det om, at indrette ydelsen på sine lån og afdrag ift. de penge du har til rådighed, så der afdrages hurtigst muligt. Hér kan det være en god idé, at få en økonomisk rådgiver til at gennemgå, hvilke muligheder der findes på markedet, som vil passe optimalt ift. din privatøkonomi.

Da realkreditlån oftest er et langvarigt forhold, bliver de årlige, tilsyneladende små besparelser, ved at strukturer sine lån og afviklingsrækkefølge, til et anseeligt beløb over tid. Det er en relativ let måde at reducere sine omkostninger, der dog kræver en smule disciplin og overblik. På FinansPlans Afkast Barometer vælger vi at give et 4-tal for vigtigheden for dit samlede afkast.

I næste artikel vil vi kigge nærmere, hvem der passer dine investeringer. Vi ser på alternative muligheder for at vælge den eller de forvaltere der passer bedst til dig og din risiko, og hvad du bør være opmærksom på når du skal træffe dine valg. Det er jo dine penge og der er mange penge at tjene ved at være opmærksom på hvem der forvalter ens midler.

Efterlad et Svar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Påkrævede felter er markeret *