Er Trump bad news for din opsparing?

17. marts 20170

Artikel brag i SN Medier, marts 2017

Hver fjerde uge bringer vi råd og tips til, hvordan du får mere ud af din økonomi, når du investerer og sparer op. Råd og tips er leveret i samarbejde med FinansPlan. I denne uge kigger vi på, hvilken indflydelse Donald Trump har på din langsigtede opsparing. 

Vi nærmer os 2-månedersdagen for indsættelsen af Donald Trump’s som USA’s 45. præsident. I tiden, både før og efter indsættelsen, er der blevet brugt mange spaltemillimeter på at forudsige, hvad USA’s nye præsident vil betyde for investorerne.

Den amerikanske økonomi er, i kraft af sin størrelse, med til at sætte tempoet for hele verdensøkonomien, og samtidig er hele grundholdningen i den økonomiske politik i USA retningsgivende for, hvordan andre lande tilrettelægger deres politik.

Selv om det er svært at spå om fremtiden er det alligevel muligt, at give nogle få gode råd til dig, som er langsigtet opsparer. For, hvordan bør du forholde dig, og hvilke ting bør du være opmærksom på i de kommende år, når USA står overfor relativt markante politiske tiltag?

En ting er sikkert. Vi vil i de kommende år se brancher og virksomheder, hvor vækst og afkast vil blive direkte påvirket af den politiske linje, som Donald Trump er i gang med at introducere. Det kan give anledning til at overveje, hvordan porteføljen af ens langsigtede opsparing er sammensat, for at minimere risiko og øge afkast.

Great again!
Det er formentlig gået få forbi, at Donald Trump vil kigge indad, og prioritere USA’s hjemlige interesser i langt højere grad end hans forgænger gjorde. Konkret har han meldt ud, at han vil skaffe 25 millioner nye jobs og årlig vækst på 4% i løbet af 10 år!

Hvorfor importere, når man selv kan producere? Hvorfor ikke udnytte positionen som verdens største indkøber overfor udenlandske virksomheder, til at presse prisen i bund ved at introducere budrunder blandt konkurrerende producenter der sælger til USA?

Det er blot nogle af de initiativer, som vil påvirke markederne i den kommende præsidentperiode.

Sammen med en attraktiv virksomhedsskattereform indikerer det umiddelbart, at amerikanske virksomheder vil opleve fremgang. Og vi har da også set pæne kursstigninger blandt amerikanske aktier fra starten af året.

Omvendt bliver det sværere at være eksporterende virksomhed til det amerikanske marked. Når USA i højere grad vil være selvforsynende, og favorisere hjemligt producerende virksomheder, får de udenlandske virksomheder det hårdere i USA. I år har både biotek- og medicinalvirksomheder, med eksport til USA, oplevet pres på prisen, og det kan ses på aktiekursen. Og med udsigten til en indkøbsstrategi, hvor producenter skal faldbyde prisen yderligere, for at få andel i det attraktive amerikanske marked, kan dette medføre større nedjusteringer blandt en række ellers solide eksportvirksomheder.

Hvordan bør jeg forholde mig?
Det er nærliggende at tænke, at overvægten af din portefølje i den kommende tid bør indeholde amerikanske aktier, for at nyde godt af de gode takter. Dog risikerer du at skabe ubalance i din investering, der kan gøre dit afkast ustabilt (og måske endda negativt), når det amerikanske marked igen begynder at opleve udsving. For der vil altid komme udsving.En vigtig del i at skabe et stabilt miljø for forrentningen af din langsigtede opsparing er, at imødekomme markedernes evige udsving og undgå slagside i din investering. Da markederne præsterer forskelligt, skal du sikre din spredning på tværs af markederne. Så opnår du det mest fornuftige afkast, og undgår for store udsving. Som eksempel på dette, har C20 præsteret mindre godt de sidste 6 mdr. – primært pga. Novo Nordisk store nedtur, som ellers har været betragtet som et sikkert papir. Men diagrammet viser også, at alle udvalgte markeder klarer sig positivt på trods af den politiske turbulens Donald Trump har skabt. Og for den langsigtede investor og opsparer vil denne turbulens, kun med lille sandsynlighed, have indflydelse på det samlede afkast.Det gode råd er derfor, at du altid bør anvende flere forvaltere der vil sikre dig et stabilt samlet afkast og tilsammen udjævne en enkelt forvalters måske udeblevne præstation i en periode. Husk, at der findes mange andre forvalter alternativer end dem, du bliver præsenteret for i din bank. Du kan med fordel få hjælp af en økonomisk rådgiver, der kan identificere relevante forvaltere, som passer din risikoprofil og tidshorisont.
Hvad enten du føler usikkerhed eller ej forårsaget af de nye vinde, der blæser på den anden side af Atlanterhavet så hav i mente, at historisk set vil aktieinvestering altid være en fornuftig opsparing så længe tidshorisonten er lang. Ser vi på afkastet fra C20 index’et tilbage fra 2003 og frem til i dag fremgår det, at index’et, med undtagelse af to år, har præsteret markante afkast i perioden.
Vores bedste bud er, at Donald Trump ikke kommer til at have afgørende indflydelse på afkastet af din langsigtede opsparing, såfremt din investerings- og risikoprofil afspejler en lang tidshorisont. Dog bør du være opmærksom, at dine placeringer i den kommende tid tager højde de vilkår som amerikansk politik vil medføre de kommende år. Vi vælger at give et 5-tal over vigtigheden for din økonomi i fremtiden i vores Afkast Barometer

Efterlad et Svar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Påkrævede felter er markeret *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.