Få styr på din pension med volapyk-ordbogen - Finansplan.dk

7. oktober 20190

Få styr på din pension med volapyk-ordbogen

De fleste vil gerne have overblik over og styr på deres pension. Men synes du, at pension og de papirer, du får fra dit pensionsselskab eller bank er volapyk? I ATPs Volapykordbogen, som du kan finde på www.pensionforalle.dk/pensionsordbog, kan du finde forklaring på 100 ord, så de skulle være til at forstå.

Et par eksempler:

Dobbeltbeskatning: Det betyder, at du betaler skat to gange af samme indkomst. Danmark har således indgået aftale med en række lande, så man undgår dobbelt beskatning og dermed ikke kommer til at betale skat to gange af samme indkomst i både Danmark og udlandet.

Administrationsomkostninger: Enhver pensionsordning har omkostninger til administration, f.eks. til lønninger, husleje, porto og inventar.

Fremtidskroner: Vi du have et overblik, hvor meget du kan få i pension, kan du studere en prognose, som kan give dig en forudsigelse om, hvad du vil få i pension, når du når pensionsalderen. Her er det meget vigtigt at være opmærksom på, om prognosen er beregnet i fremtidskroner eller nutidskroner.

Hvis der er tale om fremtidskroner, betyder det, at der ikke er taget højde for prisstigninger, altså inflation. Pensionen er således vist som det beløb i kroner, du kan vente at få udbetalt til sin tid. Men det er svært at vurdere, hvor meget det beløb reelt er værd mange år ud i fremtiden. Dermed har du ikke overblik over, hvor meget du vil kunne købe for 100 kroner om eksempelvis 10 eller 20 år.

Bundskat: Du betaler bundskat af al indkomst efter personfradrag og arbejdsmarkedsbidrag er blevet trukket fra. Du kan reducere den indkomst, du skal betale bundskat af, ved at betale ind til pension. Det gælder alene for pensionstyper som livsvarig livrente, ophørende livrente og ratepension.

ATP opfordrer folk til at skrive til pensionforalle@atp.dk, hvis du har søgt forgæves på et ord, der ikke findes i volapykordbogen, så vil redaktøren af ordbogen arbejde videre med ordet.

Blandt ord, der ikke er i volapykordbogen, er bundfradrag.

Finansloven for 2019 indeholder blandt andet et øget bundfradrag for modregning af en egen pension i offentlige ydelser. Som folkepensionist har fra i år et bundfradrag på 100.000 kroner om året efter arbejdsmarkedsbidrag mod hidtil 60.000 kroner. Det betyder med andre ord, at de første 100.000 kroner, du tjener, ikke vil påvirke dit pensionstillæg. Bundfradraget får ingen betydning for dit grundbeløb.

Enlige, der de seneste år har oplevet, at deres pensionstillæg er blevet nedtrappet på grund af arbejdsindkomst, kan med bundfradraget på 100.000 kroner i år få en stigning i folkepensionen på op til godt 12.000 kroner.


Efterlad et Svar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Påkrævede felter er markeret *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.