Uro på finansmarkederne - har du den rette risikoprofil?

14. oktober 20180

De sidste måneder har vi igen oplevet svingende aktiekurser og bekymrende overskrifter i aviserne. Men hvad betyder det egentlig for dig og dine opsparinger? Er der grund til bekymring, eller kan du tage den med ro?

Udsving på det amerikanske aktiemarked

Igen i år er aktiemarkedet kommet mindre godt fra start. I februar og marts var der store udsving på især det amerikanske aktiemarked. Og generelt ser vi flere udsving på markederne end sidste år, som var relativt roligt. I medierne ser vi overskrifter om kursdyk og uro på de finansielle markeder. Men hvad betyder det for dig?

Måske gør avisernes overskrifter dig bekymret for udviklingen på finansmarkederne. Du ville ikke være den første. Faktum er imidlertid, at vi endnu en gang ser aktiemarkedets ”hysteriske kælling”, som reagerer – og især overreagerer – på alle signalerne i markedet og dermed får kurserne til at svinge endnu mere.

Samtidig skal man dog heller ikke være blind for, at Donald Trumps protektionistiske initiativer og den potentielle handelskrig mellem især USA og Kina ikke gør situationen bedre. Investorerne blive nervøse, og det kan dårligt undgå at smitte af på de finansielle markeder. Derudover har vi udsigt til stigende renter og en mindre lempelig pengepolitik fra de forskellige centralbanker, og derfor må vi forvente, at vi ikke har set de sidste udsving i år.

Opgjort mandag den 17. april 2018

Hold hænderne i lommerne

Selvom kurserne svinger, og aktiemarkedet falder, skal du huske, at din investerede opsparing er en langsigtet investering. Og det betyder, at du ikke behøver bekymre dig over udsving i de aktier, din opsparing er investeret i, da der altid vil være udsving. Det handler om at se på den lange bane.

Når vi kigger på aktiekurserne med de historiske briller, er det tydeligt, at aktier er en god investering, når blot tidshorisonten er lang nok. Kurserne svinger godt nok, men de retter sig stort set altid igen. Vi anbefaler derfor altid, at du tager den med ro, holder hænderne nede i lommerne og lader markederne falde til ro igen.

Har du den rigtige risikoprofil

Hvis du oplever, at uroen på finansmarkederne forstyrrer din nattesøvn, bør du måske kigge på din risikoprofil. De aktuelle udsving er nemlig en glimrende lejlighed til at overveje, om din profil matcher dit temperament.

Og det er næppe sidste gang, der kommer udsving i kurserne. Derfor opfordrer vi vores kunder til at stille sig selv spørgsmålet ”kan jeg leve med denne usikkerhed?”. Hvis svaret er nej, bør du ændre din risikoprofil, så du mindsker din risiko. Tal med en finansiel rådgiver og vær sikker på, at du får den rette vejledning om risiko og afkast

Hold fast i dine investeringer

Selvom du vil ændre din risikoprofil, skal du dog ikke ændre dine investeringer, før roen er tilbage på aktiemarkedet. Hvis du sælger nu, risikerer du nemlig at sælge på bunden og dermed lide et unødvendigt tab.

Også her er vores anbefaling derfor, at du trækker vejret, tager den med ro og sørger for at få den rigtige vejledning. Din pensionsopsparing skal give dig ro i maven – ikke forstyrre din nattesøvn.

Er du i tvivl om, hvorvidt du bør gøre noget ved din opsparing og dine investeringer, så er du altid velkommen til at ringe til os. Vi sidder klar til en uforpligtende snak alle hverdage på 72 20 66 36.


Efterlad et Svar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Påkrævede felter er markeret *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.